Trekanten (Område A – delområde 3)

Matrikel 9fe – også kaldet ”Trekanten” pga. matriklens form – blev skilt ud fra matrikel 9c i 2007, fordi den daværende ejer havde planer om at bygge 3 parcelhuse, som Lokalplan nr. 76 gav mulighed for.
Matriklen var dengang skovklædt, så træerne blev fældet. Da hele området er fyldt med oldtidsminder, blev museet Færgegården (nu Frederikssund Museum), tilkaldt for at lave en arkæologisk forundersøgelse. De fandt hurtigt en gravhøj fra bronzealderen (den kendte nogle af de lokale godt nok i forvejen) samt en hulvej fra oldtiden, som Kulturstyrelsen tinglyste fredning på i 2009. Derudover viste udgravningerne kogegrupper fra bronzealderen samt stolpehuller fra et kolossalt palisadeanlæg (se: https://slks.dk/fortidsminder-diger/arkaeologi-paa-land/museernes-arkaeologiske-arbejde/arkaeologiske-strategier/arkaeologiske-strategier/yngre-stenalder/sarupanlaeg/) fra stenalderen (2.800 – 2.400 fkr.), der strækker sig helt over til sommerhusområdet på Overdrevet ved Meransletten.

Bronzealdergraven og hulvejen satte en stopper for byggeriet, da de hver især kaster en 100 meter beskyttelseslinje af sig, der ikke må bygges indenfor.
Den daværende ejer gjorde mange forsøg på at få dispensation for beskyttelseslinjen. Men det blev afvist af Naturstyrelsen, som dengang forvaltede Naturbeskyttelsesloven. Afgørelsen blev anket, men i 2009 slog Miljøcenter Roskilde efter bl.a. anbefaling fra Kulturstyrelsen fast, at beskyttelseslinjen ikke kan reduceres. Miljøcenter Roskilde begrundede sin afgørelse således:
Afslaget for delområde 3, ”Trekanten”, begrundes med, at hulvejen vil miste sin værdi som landskabselement, hvis fortidsmindebeskyttelseslinjen ophæves, og den planlagte bebyggelse opføres. Bebyggelsen vil blive opført på toppen af den gamle kystskrænt og i den centrale del af 100 meter beskyttelseslinjen. Denne placering vil begrænse indsynet til og udsynet fra hulvejen, og dermed forringe hulvejens værdi i landskabsbilledet.
Afslaget begrundes endvidere med, at ophævelse af fortidsmindebeskyttelseslinjen vil have konsekvenser for den landskabelige sammenhæng mellem de to hulveje, der er registreret henholdsvis i lokalplanens delområde 3 og 5, da bebyggelsen i delområde 3 vil danne en barriere mellem de to fortidsminder.
Det fremgår endvidere af Regionplan 2005 for Hovedstadsregionen, at delområde 3 er delvist udlagt til område med landskabelige værdier, og at hele delområde 3 er udlagt til område med biologiske værdier.
Endelig er afslaget begrundet med, at der i området omkring hulvejen er fundet en række kulturhistoriske levn, og at fortidsmindebeskyttelseslinjen netop har til formål at sikre disse arkæologiske lag.
Nu ønsker de nye ejere igen at indsende en dispensationsansøgning til Frederikssund Kommune for at få lov til at bygge. Vi kan ikke se, at det kan lade sig gøre, da det er slået meget entydigt fast, at der hverken kan gives dispensation eller reduceres byggelinjer.
Miljøstyrelsens vejledning er meget tydelig:
Inden for beskyttelseszonen må der ikke foretages ændringer i tilstanden, dvs. for eksempel tilplantninger eller ændringer i terrænet (heller ikke midlertidige ændringer). Der er endvidere forbud mod at placere bebyggelse, f.eks. bygninger, skure campingvogne og master.
Da Trekanten er fredet og ikke kan bebygges, er der ikke nogen ejendomsvurdering af matriklen, og der betales derfor ikke ejendomsskatter. Grundværdien er med andre ord nul kroner.
Pga. fredningen må der ikke bygges på matriklen, og den er derfor kun er en udgift for de nye ejere. Vores ønske er derfor, at de sælger grunden billigt til et lokalt beboerinitiativ. Vi vil derefter arbejde for, at gravhøjen i et samarbejde med museet og fonde bliver restaureret, og vi vil få etableret en sti med offentlig adgang langs skrænten til gravhøjen, hvorfra områdets beboere og andre besøgende kan nyde den fantastiske udsigt over Roskilde Fjord og Kignæs Havn. For at holde bevoksningen nede, tænker vi at indhegne grunden og lade får eller andre kreaturer afgræsse området.
Hvis du vil læse om de lidt mere juridiske spidsfindigheder i sagen, kan du se en oversigt her.