Udstykning på byrådsmøde

Som vi havde frygtet – og også forventet – vedtog Plan og Miljøudvalget (PMU) sidste tirsdag at gå videre med de vidtgående dispensationer til udstykning af sommerhusgrundene på Solmarken – Meransletten 10-24.

PMU havde tre valgmuligheder:

  1. Sagen, som ansøgt, sendes i naboorientering (udstykning + ændring på husbyggefelter). Når naboorienteringen er slut, vil sagen blive forelagt udvalget til endelig beslutning, om der skal gives dispensation eller afslag.
  2. Kun udstykning som ansøgt, sendes i naboorientering (man fastholder lokalplanens husbyggefelter på 20×20 m, som vises på lokalplanens kortbilag B.3 (se bilag 5)). Når naboorienteringen er slut, vil sagen blive forelagt udvalget til endelig beslutning, om der skal gives dispensation eller afslag.
  3. Der gives afslag til det ansøgte.

Flertallet i udvalget bestående af Venstre og DF valgte at gå videre med ejernes vidtgående ansøgning, som har til formål at udstykke og sælge grundene enkeltvis. Pelle Andersen-Harild (Ø) og Tina Tving Stauning (A) stemte imod og begærede sagen i Byrådet.

Vi havde på forhånd sendt en række spørgsmål til udvalget – herunder hvordan det kan være, at forvaltningen flere gange tidligere har afvist muligheden for at udstykke sommerhusgrunde inden for lokalplanens område med henvisning til, at det ville være i strid med lokalplanens formål og principper, men nu pludselig mener, det er i orden.

Vi havde udtrykkeligt bedt om at få udvalgets – dvs. politikernes – svar, men blev efter mødet nok engang spist af med et teknisk og undvigende svar fra forvaltningen. Spørgsmålene drejer sig ikke om, hvad man kan ved at bruge borgernes penge på kammeradvokaten og søge juridiske veje til at sno sig udenom principper og hensigter i lokalplanen. Det handler om, hvad man politisk vil!

Som opfølgning har vi fremsendt vores spørgsmål til byrådsmødet på onsdag den 29. januar og igen bedt om en politisk tilkendegivelse. Da kommunens hjemmeside har været nede, har vi imidlertid ikke kunne se, at punktet kom på dagsordenen før i søndags, hvorfor vores spørgsmål teknisk set er fremsendt for sent. Men lad os se, om de kommer på alligevel.

Med det nuværende flertal i byrådet ser vi en gentagelse af tidligere forløb for os:

  • Dispensationen sendes til naboorientering
  • Vi indsender indsigelse, da dispensationen strider imod principperne i lokalplanen
  • PMU (eller byrådet) med Venstre i spidsen ser stort på vores og andres indsigelser og udsteder en dispensation
  • Vi klager til Planklagenævnet, som efter nogle måneder afviser dispensationen
  • Forvaltning og PMU køber sig til bistand fra Kammeradvokaten
  • Ejerne indsender ny dispensation

Dette forløb kan gentages et par gange mere, indtil det næste kommunalvalg, hvor vælgerne forhåbentlig vil huske på, hvilke partier der ønsker at gøre noget for natur og biodiversitet, og hvilke der med deres beslutninger i byrådet har arbejdet målrettet for inddragelse – og ødelæggelse – af natur til fordel for visionsløst byggeri.

Vi må afslutningsvis nævne vores og rigtigt mange borgeres forundring over, hvordan det med så indgående viden om den danske naturtilstand er muligt, at et flertal i det nuværende byråd kan stemme imod naturen i denne og lignende sager – herunder Thorstedlund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *