Som vi skrev i vores forrige indlæg, bør sagen om udstykning af sommerhusgrunde på Solmarken behandles politisk og ikke kun administrativt.
Først og fremmest er den politiske beslutning om (endnu en) dispensation truffet på et mangelfuldt administrativt grundlag, hvor politikerne ikke er bibragt den nødvendige indsigt i habitatforholdene. Enhver politisk beslutning må som minimum træffes på et oplyst grundlag. Selvfølgelig.
Hernæst er der i byrådssalen stillet forslag om at frede Solmarken og Trekanten – et forslag der meget sandsynligt kan få bredere opbakning på baggrund af retvisende oplysninger om naturforholdene, som man ikke havde, da forslaget snævert blev nedstemt.
Vi står foran et kommunalvalg. Efter kommunalvalget til november kan der meget vel vise sig at være et flertal for en fredning af Solmarken. Som vi ser landspolitisk, kan magtforholdet mellem Venstre og Socialdemokratiet ændres, og der opstiller i øvrigt en lokalliste med stor fokus på naturen.
Hvis Solmarken fredes, skal grundejerne naturligvis skal have en rimelig kompensation. Hvis et smalt flertal giver dispensation nu, og et nyt flertal efter kommunalvalget vælger at frede området, vil det alt andet lige kunne udløse en større erstatning til grundejerne. Derfor er det klogt, at den politiske behandling af en fornyet dispensation til udstykning på Solmarken udskydes til efter kommunalvalget, så det nuværende byråd ikke risikerer at pådrage borgerne en unødvendig ekstra udgift efter valget.
Forvaltningen har indgået aftale med Amphi Consult om at udføre en undersøgelse for at få afdækket, om der er fredede Bilag IV-arter. Undersøgelsen skal indgå i en habitatvurdering. Vi har sådan set allerede svaret da vi både har observeret stor vandsalamander og markfirben i området. Indtil videre har Amphi Consult været på inspektion to gange uden at have set markfirben. Vores observation fra sidste år var fra Sankt Hans Aften af en drægtig hun. Så det er efter vores mening for tidligt at kigge efter dem endnu. Det bedste tidspunkt er september/oktober, hvor ungerne er ude for at finde føde.

Markfirben 2020 – drægtig hun ved udsigten over Trekanten
Der er mange observationer af stor vandsalamander i området. Den seneste er fra den 19. august 2020 på stien langs selve Solmarken, hvor man kommer ud fra Kignæsbakken.

Stor vandsalamander 2020 – Solmarken ved stien fra Kignæsbakken.
Amphi Consult påstår, at der ikke kan leve stor vandsalamander på udstykningsområdet, da der er for tørt. Men det er hermed tilbagevist!