Der er desværre dårligt nyt om byggesagen på toppen af Kignæsbakken, så her kommer et meget langt indlæg.
Som I ved, arbejder Foreningen for bevarelse af de historiske og naturmæssige værdier på toppen af Kignæsbakken for at bevare området, som det er. En af måderne kunne være på sigt at frikøbe arealerne og indrette dem til glæde for os alle sammen. Et frikøb vil realistisk set skulle foregå i samarbejde med en fond – i hvert fald så længe ejerne af arealet tror, de kan opnå en stor fortjeneste ved at udstykke og bebygge området.
Derfor var vi glade, da vi opdagede Den Danske Naturfond, som tilsyneladende støttede projekter som vores – de havde i hvert fald støttet et lignende projekt på Orø. Så vi fik fat i ejerne og fremlagde vores plan, hvorefter de indvilligede i et møde med os.
Fredag morgen den 14. september mødte vi 3 personer fra bestyrelsen op på Erlandsens kontor i Frederikssund. Vi havde på forhånd bedt dem regne på, hvad de ville sælge grundene for, hvis de tog højde for, at de ikke skulle have udgifter til byggemodning, og at de formentlig ville kunne slippe for at betale moms, hvis de solgte til en fond. De var kommet frem til 9 mio. kr. – for Solmarken og Trekanten…
På mødet fortalte de, at vi skulle skynde os med at få i det mindste et foreløbigt tilsagn fra en fond, da de var langt med byggeplanerne og bare ”ventede på at trykke på knappen”.
Derfor havde vi allerede samme dag kontakt med den ansvarlige i Den Danske Naturfond. De kunne desværre melde tilbage, at grunden var alt for lille – specielt i betragtning af det store beløb, ejerne krævede.
Vi gav dog ikke op af den grund. EU støtter en række naturbevarende projekter, så ugen efter sendte vi en ansøgning til EU Life til høring i Miljøministeriet.
Stor var vores forundring derfor, da vi den 25. september blev ringet op fra Frederikssund Kommune, fordi kommunen samme dag ville give ejerne dispensation fra 100 meter beskyttelseslinjen omkring hulvejen, således at der kan udstykkes sommerhusgrunde på Solmarken.
Som det ses af nedenstående luftfoto, går beskyttelseslinjen ind over de to nordligste sommerhusgrunde.

Det viser sig så, at ejerne allerede den 4. juli har indgivet en ansøgning om udstykning og – viser det sig – om en ansøgning om dispensation fra selve lokalplanen.
Vi har indtil nu – uden resultater – forsøgt os med dialogens vej med de nye ejere for at finde gode løsninger for alle parter. På mødet den 14. september fortæller ejerne os, at vi skal skynde os, selv om de allerede 2-3 måneder tidligere har søgt om dispensation til udstykning af sommerhusgrundene. Det er ikke i orden!
Da vi stadig vil arbejde for bevarelse af de naturmæssige og historiske værdier, ser vi derfor ingen anden udvej end at klage over kommunens dispensation fra beskyttelseslinjerne.
Men det ender desværre ikke her.
Vi undrer os over tegningen, som ikke ser helt ud, som det fremgår af lokalplanen. Derfor spørger vi Frederikssund Kommune – og får at vide, at dette er korrekt, at det ansøgte ikke passer med lokalplanen, men den er der også givet dispensation for!
Igen den 4. juli har ejerne ansøgt om dispensation fra lokalplanen:
- Byggefelterne er ændret, så udsigtskiler mellem husene ikke længere er der. Det betyder, at udsigten fra stien mod skoven reelt er væk.
- Tilkørselsvejene til de to klynger á 4 sommerhuse er ændret, så de i stedet for at gå skråt ind til sommerhusene går vinkelret på vejen. Det betyder dels, at selve tilkørselsvejen er forlænget forbi stien mellem Kignæsbakken 32 og Meransletten 31, og dels at billygterne ved udkørsel fra sommerhusene vil lyse direkte ind i husene overfor, og dels at der vil komme mere motorstøj, da bilerne skal accelerere fra et 90 grader sving.
- Byggefeltet er rykket et stykke længere mod nord – og dermed endnu tættere på beskyttelseslinjerne
- Dispensationen kræver yderligere reduktion af skovbyggelinjen. Den reduktion Frederikssund Kommune på trods af alle protester og indsigelser fik listet igennem i 2008, er ikke nok

Men den allerstørste ændring er nok, at der er givet dispensation til at opdele sommerhusgrundene – og indkørslen – i selvstændige matrikler. I henhold til lokalplanen må grundene ikke udstykkes. Grunden til det er, at der i lokalplanen tilstræbes et helhedspræg for alle 8 sommerhuse, hvilket vil blive meget svært at opretholde, hvis matriklerne sælges og bebygges enkeltvis.
Af dispensationen fremgår endvidere, at man har vurderet, at ændringerne er af underordnet betydning for de omboende, så man har vurderet, at det hverken er nødvendigt med en nabohøring eller naboorientering. Dette er vi meget uenige i af ovenstående grunde.
Endelig fremgår det, at der kun kan klages over retlige spørgsmål – ikke hvis man er uenig i selve afgørelsen. Vi mener dog, at der er sket så mange procedurefejl, at vi kan klage. Dette er vi ved at undersøge sammen med vores advokat.
Vi vil godt opfordre til, at I bakker op om foreningen, hvis I er enige i, at det er forkert, hvad der er ved at ske på Solmarken. I kan bakke op ved at:
- melde jer ind i foreningen ved at indbetale kr. 20 på MobilePay nr. 77329
- melde jer ind i vores Facebook gruppe
- skrive læserbreve
- snakke med jeres venner og naboer – og bede dem melde sig ind
- kontakte foreningen hvis I vil hjælpe til
- give et bidrag til advokatregningen (igen MobilePay nr. 77329)
- kontakte politiker