Nyt flertal i byrådet

Natur eller byggeri?

Vi fik dagen efter valget en hilsen fra et af de nuværende medlemmer af byrådet fra Venstre. Han skrev, at nu, hvor vi havde flertallet, kunne vi gøre, hvad vi ville på Meransletten / Solmarken. Det siger nok mere om den måde, Venstre har forvaltet sit flertal i PMU og byrådet, end om os. Jørgen Bech har ved flere lejligheder ikke lagt skjul på, at når man har ”magten”, behøver man ikke tage hensyn til andre – så kan man bare tromle.

Det kunne selvfølgelig være fristende at bruge det nye flertal til uden videre at lave lokalplanen om, men det er ikke sådan, man efter vores mening skal forvalte et flertal i et demokrati. Og i øvrigt ville det være præcis en metode, flere partier og enkeltpersoner har forsøgt at gøre op med i valgkampen.

Hvis vi skal anbefale, hvordan vi kan komme videre med en god løsning for Solmarken, vil det være:

  1. Træk dispensationen til udstykning af sommerhusgrunde på Meransletten tilbage
  2. Start en dialog omkring, hvordan hele overdrevet på Solmarken og Trekanten kan komme i spil til fremme af biodiversitet og bevaring af uerstattelig kultur – og til glæde for de mange frem for de få

Så får vi se, om man ønsker kæmpesommerhuse, en fredning eller noget helt tredje.

Hvis dispensationen af tekniske årsager ikke kan trækkes tilbage, må vi igennem en træls klagesag. Det skal nok gå. Vi mener at have stærke kort på hånden, da hele idéen om at udstykke sommerhusgrundene er stik imod princippet i lokalplanen, hvor der udtrykkeligt står, at der ikke må ske en yderligere udmatrikulering. Vi havde dog gerne set, at vi kunne bruge kræfterne mere konstruktivt.

Vi ser under alle omstændigheder frem til en god og åben debat. Undervejs har vi forsøgt en tæt dialog med alle, der har været interesseret. Og selv et par af de nuværende byrådsmedlemmer fra Venstre har udtalt, at det vil være synd, hvis man byggede sommerhuse på Solmarken, og at den nuværende lokalplan aldrig skulle have givet tilladelse til byggeri der.

Så vi er optimister – også med hensyn til at opnå en god aftale med de nuværende ejere, som forhåbentlig kan få en del af deres investering hjem uanset den valgte løsning.

Tillykke til Frederikssund og os alle sammen med valgresultatet. Vi indbyder til et godt samarbejde og ser frem til, at alle står ved de flotte ord om klima og natur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *