Afgørelse fra Planklagenævnet

Som vi tidligere har skrevet om, har Foreningen i november sidste år klaget til Planklagenævnet over Frederikssund Kommunes dispensation fra lokalplanen til udstykning af sommerhusgrundene på Meransletten – læs mere her: http://kignaesbakken.dk/?p=296

I dag kom så afgørelsen: Planklagenævnet har afgjort, at Frederikssund Kommunes dispensation til udstykning af sommerhusgrundene på Meransletten er ugyldig og dermed ikke gælder!

Vi skal nok skrive mere detaljeret om baggrunden for afgørelsen her. Men husk, at der er generalforsamling i Rejsestalden i morgen, fredag den 29. marts kl. 18:30. Her vil vi selvfølgelig fortælle mere om detaljerne.

Husk også, at du kan støtte arbejdet moralsk og pengemæssigt ved at melde dig ind i Foreningen ved at indbetale minimum kr. 20 på MobilePay nr. 77329.

Påmindelse om generalforsamling 2019

Husk generalforsamlingen på fredag den 29. marts kl. 18:30 i Rejsestalden, Jægerspris.

Eneste forslag er fra bestyrelsen: Skift af navn på foreningen til det lidt kortere: Foreningen for bevarelse af natur og historie ved Kignæsbakken.

Tilmelding er ikke nødvendig, men alligevel ønskværdig af hensyn til plads og planlægning. Tilmelding kan ske ved mail til bestyrelse@kignaesbakken.dk eller på facebook:
https://www.facebook.com/events/407956156628034/

Vi glæder os til at se jer!

Indkaldelse til generalforsamling 2019

Vi har hermed fornøjelsen af at indkalde til foreningens første ordinære generalforsamling.

Fredag den 29. marts 2019 kl. 18:30 i Rejsestalden, Hovedgaden 29 A, Jægerspris.

Alle, som har betalt indmeldelsesgebyret er velkomne og stemmeberettigede, men man kan også nå at melde sig ind i døren ved at overføre kr. 20 til MobilePay nr. 77329.

Der vil blive serveret kaffe og te.

Dagsorden er ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent og stemmetællere
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Forslag til handlingsplan og budget – herunder fastlæggelse af kontingent
  6. Valg af bestyrelse og suppleanter
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt

Forslag indsendes til formanden (bo@kignaesbakken.dk) eller til bestyrelsen (bestyrelse@kignaesbakken.dk) senest den 15. marts 2019.

Bestyrelsen er ifølge vedtægterne ikke på valg i år. Der skal vælges en revisor, og bestyrelsen vil fremlægge et forslag om at skifte navn for foreningen til et, der er lidt kortere og lettere at huske.

Giv os meget gerne et praj, om I kommer, så vi kan gøre klar.

Vi glæder os til at ser jer!

Politikere på rundvisning

Efter vores succesfulde ”Åbent hus” arrangement den 30. december har vi inviteret alle byrådsmedlemmerne fra Frederikssund Kommune på en eksklusiv vandretur rundt om Solmarken for at fortælle om områdets specielle natur og kulturhistorie, om den komplicerede sag omkring den gældende lokalplan 76 – og om vores vision for, hvordan området kan blive til gavn for kommunens borgere og de mange besøgende.

Det tilbud er der heldigvis allerede mange af byrådsmedlemmerne, der har taget imod!

Jens Jørgensen (V) sammen med Preben Kozuch fra foreningen

På rundturen fortæller vi således om Lokalplan 76’s historie; hvordan den i 2005 blev til under stor polemik og med løfter om at være så nænsom ved naturen som muligt. Siden 2005 er der sket mange ting. De arkæologiske undersøgelser afslørede hulvej, gravhøje, et kolossalt Sarup anlæg og mange andre spændende ting helt tilbage fra stenalderen. Solmarken har fået status af beskyttet overdrev, da der blev fundet sjældne overdrevsplanter. Dertil kommer fund af fredede markfirben og senest denne sommer stor vandsalamander.

Poul Erik Skov Christensen (A), Anne-Lise Kuhre (A) og Susanne Bettina Jørgensen (A) ved Solmarken

På turene er der således rig mulighed for at høre og spørge ind til bl.a.:

  • Byggeriet. Hvordan lokalplanen giver mulighed for at bygge sommerhuse i op til 6,5 meters højde. Hvor højt det egentlig er, kan man se på Meransletten. Det er klart ved selvsyn, at helheden og udsigten til skov og dige vil ødelægges for stedse ved byggeri
  • Udstykningen. De nye ejere har af kommunens forvaltning fået dispensation til at udstykke sommerhusgrundene i selvstændige matrikler, selv om der ifølge lokalplanen ikke må udmatrikuleres, da lokalplanen foreskriver, at det skal være ens sokkelhuse med fællesarealer omkring.  Derudover har man givet dispensation til, at tilkørslen til sommerhusene lægges sådan, at vejen må forlænges forbi en sti, hvor der kommer gående, cyklende og ridende
  • Fortidsmindebeskyttelse. Omkring fredede fortidsminder er der en 100 meters beskyttelseslinje, der ikke må bygges indenfor. Med fundet af ”den nye” hulvej, som blev fredet i 2009, og yderligere en gravhøj fra bronzealderen, kan der ikke bygges på ”Trekanten”. Fortidsmindebeskyttelseslinjerne strækker sig ind over områderne for såvel sommerhusområdet som det område ved Kignæsgården (se beskrivelse her), hvor der er planer om at opføre et antal rækkehuse (se oversigtskort her .
  • Dyreliv. I forbindelse med lokalplanens tilblivelse blev der fundet fredede markfirben. For at beskytte disse blev der etableret en erstatningsbiotop (salamanderbælte), som kan ses sno sig ind over Solmarken. Så sent som i år er der mindst to gange fundet stor vandsalamander, som er fredet og omfattet af Habitatdirektiv samt Bern-konventionen.
    Kommunens dispensationer har ikke taget hensyn til, at der er krav om at kortlægge vandringsruter og overvintringssteder for stor vandsalamander.
    Sidste vinter blev der tyndet kraftigt ud i skovstykket, som grænser op til Trekanten. Man kan frygte, at det er grunden til, at vi endnu ikke har hørt uglen og de store flagspætter i år.
  • Trekanten. Siden fredningen af ”den nye” hulvej ved Trekanten har der været en meget tydelig markering på lokalplanen af, at der ikke kan bygges der. Alligevel vil de nye ejere forsøge at få tilladelse til at bygge 2-3 helårsboliger der (op til 6,5 meter høje). Det er også en ret kompliceret sag – se her.
  • Klager over dispensationer. Både vi, omgivende grundejerforeninger og Danmarks Naturfredningsforening har klaget over de omfattende dispensationer fra forvaltningen i Frederikssund Kommune. Politikerne er heldigvis helt enige i, at dispensationerne er alt for vidtgående, hvilket bl.a. har ført til, at byrådet skal genbehandle den såkaldte delegationsplan, der regulerer grænserne for, hvad forvaltningen har ret til at tage beslutninger om – uden at høre politikerne først. I vores klage til Planklagenævnet har vi bl.a. argumenteret for, at dispensationerne fra lokalplanen er så principielle, at der ifølge Planloven skal en ny lokalplan til. Vi sætter derfor vores lid til, at en ny lokalplan efter offentlig høring og politisk behandling vil falde anderledes ud, således at det slås helt fast, at der ikke må bygges på Trekanten, og at der med den tilkomne mængde af ny viden om behovet for at beskytte og værne om vigtig natur og kulturarv heller ikke må bygges på Solmarken
  • Vores vision. Vores vision er – hvor vanskelig den lige nu kan forekomme – at det med en ny lokalplan i ryggen kan lykkes at frikøbe Solmarken og Trekanten. Det kan ske på mange måder, helst i en frivillig ordning med de nye ejere, alternativt som en frednings- eller ekspropriationssag. Vi ser det som et sammenhængende område, hvor bevoksningen skal holdes nede – gerne i forbindelse med et lokalt fårelaug el.lign. Der skal være offentlig adgang til området, herunder til bronzealdergrav og hulvej på Trekanten. Bronzealdergraven skal i samarbejde med det lokale museum reetableres, så udsigten til Kignæs Havn og Roskilde Fjord kan nydes, og højen igen kan udgøre et vartegn, som kan ses fra Fjorden. Og Sarup anlægget skal markeres, så kulturhistorien kan formidles på stedet.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er I altid velkomne til at kontakte bestyrelsen på: bestyrelse@kignaesbakken.dk

Året der gik – 2018

Her i starten af året er der jo mange, der gør status over det forgangne år. Det vil vi også gøre i Foreningen til bevarelse af de historiske og naturmæssige værdier på toppen ved Kignæsbakken.

Det har været et hæsblæsende år. Foreningen blev stiftet den 15. maj i år. I skrivende stund har vi 138 medlemmer, og i vores Facebook gruppe er der 348 medlemmer. Så det er gået hurtigt.

Året er gået med at sætte sig ind i sagen. Der er alt, alt for mange dokumenter til, at man kan overskue det hele, men vi forsøger. Lokalplan nr. 76 er fra 2005, men det hele starter langt tidligere. F.eks. forsøger det daværende Jægerspris byråd tilbage i 1994 at skifte status på området fra sommerhus- til landzone for at forhindre byggeri og i stedet at udlægge området som rekreativt område.

Vi har forsøgt en dialog med de nye ejere, men må konstatere at vi står meget langt fra hinanden – ikke mindst økonomisk. De nye ejere har købt grunden for at få så stor en økonomisk gevinst som muligt. Det gør de bl.a. ved at presse lokalplanen til sit yderste – og efter vores mening også over grænsen. På den anden side står vi som forening – og heldigvis med rigtigt mange støtter (faktisk har vi endnu ikke mødt nogle, der tager ejernes parti).

Formålet med vores forening er ifølge vores vedtægter at: arbejde for at bevare områdets særegenhed af såvel miljø- og naturmæssig som historisk og kulturel art til glæde og gavn for områdets nuværende og fremtidige beboere og andre besøgende. Foreningens formål er i den forbindelse at undgå bebyggelse af arealer med fortidsminder og naturværdier samt at sikre opretholdelse af beskyttelseslinjerne omkring disse.

Dette sikres bedst ved på en eller anden måde at frikøbe arealerne. Som forening har vi ikke midlerne til at gøre det. Derfor har vi – efter aftale med de nye ejere – været i kontakt med en del fonde, som gør sig inden for naturbevarelse. Men igen står ejernes økonomiske krav i vejen for en løsning.

De nye ejere sidder heller ikke med hænderne i skødet. I efteråret har de haft landmåler på, hvilket kan ses af de mange røde pæle på Solmarken. Og de har søgt om dispensation til at udstykke sommerhusgrundene i selvstændige matrikler – i strid med principperne i lokalplanen, som netop foreskriver, at sommerhusgrundene ikke må udmatrikuleres. Baggrunden for dette er, at det i lokalplanen tilstræbes, at sommerhusene har et helstøbt og ensartet præg, så de skæmmer udsigten mod Færgelundskoven mindst muligt. Dette blev på borgermøder lovet af den daværende borgmester i Jægerspris, understreget på byråds- og udvalgsmøder og skrevet ind i lokalplanen.

Men siden lokalplanens vedtagelse i 2005 er der løbet meget vand i åen. Dette afspejles desværre ikke i kommunens håndtering af sagen, da forvaltningen nok ikke er bekendt med historikken. Arkæologiske undersøgelser afslørede talrige fund fra jern-, bronze og stenalder. Herunder en ”ny” gravhøj ved den gamle hulvej, en ”ny” hulvej på Trekanten (fredet i 2009) samt et kolossalt palisadeanlæg fra stenalderen (et såkaldt Sarup anlæg opkaldt efter landsbyen Sarup på Fyn). Desværre molestrerede den arkæologiske udgravning på Solmarken i 2008-09 den værdifulde natur, således at den efter 10 år ikke er kommet sig. Bevoksningen er meget forskellig fra resten af Solmarken, som har status af værdifuldt og beskyttet § 3 område – sjældent overdrev.

Foreningen arbejder aktivt for at forhindre byggeri på Solmarken og Trekanten for at bevare den enestående natur og fortidsminderne. Vi ser meget gerne, at der bliver givet adgang til områderne, så de kan blive til gavn for de mange, og vi vil meget gerne formidle den spændende historie fra området, hvor der har levet mennesker siden stenalderen.

Vi har haft kontakt til politikere fra byrådet, hvilket har resulteret i, at der politisk arbejdes aktivt for at ændre lokalplanen, og vi sluttede 2018 af på flotteste vis med et ”åbent hus” arrangement på Meransletten ved Trekanten og Solmarken.

Foreningen har i årets løb bl.a.:

  • Stiftet forening
  • Oprettet hjemmeside og facebook gruppe
  • Holdt 4 møder med lodsejerne
  • Holdt 3 møder med bestyrelserne for de omkringliggende grundejerforeninger
  • Stillet massevis af spørgsmål til forvaltningen i Frederikssund Kommune
  • Haft kontakt med 4 fonde om støtte
  • Haft kontakt til mere end 10 forskellige myndigheder
  • Haft kontakt med medier
  • Deltaget på tvangsauktion
  • Afgivet købstilbud på Trekanten
  • Indsendt 2 klager til Planklagenævnet (over dispensationer fra lokalplanen)
  • Indsendt 2 klager til Miljø og Fødevareklagenævnet (en over dispensationen fra fortidsminde­beskyttelseslinjen og en over kommuneplanen)
  • Stillet spørgsmål til byrådsmøde
  • Afholdt åbent hus

Vi kan stadig godt bruge al den opbakning, vi kan få. Så vi vil godt endnu engang opfordre til, at man tilmelder sig vores Facebook gruppe og melder sig ind i foreningen ved at overføre kr. 20 til MobilePay nr. 77329. Husk, at det også er muligt at få en besked, når der er nyt på hjemmesiden. Dette kan ske ved at registrere sin e-mail adresse – www.kignaesbakken.dk.

Byrådet er opmærksom på vores sag

På byrådsmødet torsdag den 28. november stillede vi to spørgsmål vedr. de dispensationer, som forvaltningen har givet i forbindelse med udstykningen af sommerhusområdet på Solmarken:

  •  Hvad tænker byrådet om den sagsbehandling, som er foretaget af hhv. Byg & Miljø og Byggesag vedr. dispensationer fra hhv. Naturbeskyttelseslovens §18 og fra lokalplanen?

Baggrunden for spørgsmålet er for det første, at byrådet har uddelegeret opgaven med bl.a. dispensationer til forvaltningen, men kun ved dispensationer, som ikke er principielle og kræver behandling i udvalg og byråd. For det andet har forvaltningen egenhændigt besluttet, at dispensationerne har så ringe betydning, at det ikke har været nødvendigt med en naboorientering. Og for det tredje argumenterer vi for, at ændringerne til lokalplanen strider imod formålet med og principperne bag lokalplanen. Så alt i alt mener vi, at forvaltningen er gået for langt i sin iver efter at give dispensationer uden at stille spørgsmål ved det rimelige i det – og uden at involvere borgere og politikere. Altså et brud på de demokratiske spilleregler (og på Planloven).

  • Hvad tænker byrådet om sammenhængen mellem den aktuelle Lokalplan nr. 76 og den nye viden, der er kommet til, siden dens ikrafttræden i 2006?

Baggrunden for det andet spørgsmål er, at der siden 2006 er kommet så meget ny viden for dagen, at det er påkrævet at få lavet en ny lokalplan. Dels har de arkæologiske undersøgelser tilbage i 2007-09 vist, hvad de fleste nok var klar over på forhånd – nemlig at vi bor i et område, som har en historie, der strækker sig helt tilbage til stenalderen. Det vidner bl.a. de mange gravhøje om, men for ti år siden kom der nye spektakulære fund til på bl.a. Solmarken og Trekanten. Dels blev langt størstedelen af Solmarken i 2014 erklæret som beskyttet natur (§3 område), da det som gammelt overdrev har en bevoksning med flere sjældne arter. Endelig er bestanden af fredede markfirben og formentlig også stor vandsalamander slet ikke taget i betragtning.

Forvaltningens håndtering af sagen kom noget bag på de fleste af politikerne, så sagen blev behandlet som et punkt på dagsordenen på mødet i Plan- og miljøudvalget tirsdag den 4. december. Et resultat af vores spørgsmål er i hvert fald, at delegationsplanen (aftalen mellem byråd og forvaltning om, hvad forvaltningen kan gøre uden at involvere politikerne) tages op til revision. Derudover er der nu stor opmærksomhed på behovet for at få opdateret lokalplanen for området.

PS. Husk at melde dig ind i Foreningen. Det koster kun kr. 20.

PPS. Husk, at du kan få en besked, når der er nyt på hjemmesiden.

Klage over dispensationer fra Frederikssund Kommune

Som vi skrev den 6. oktober, har de nye ejere af Solmarken m.m. søgt om dispensation i Frederikssund Kommune for udstykning af de 8 sommerhusgrunde på Solmarken.

I den forbindelse fik de den 25. september både dispensation for beskyttelseslinjen omkring hulvejen og for diverse ændringer til lokalplanen. Der er en 100 meter beskyttelseslinje omkring den gamle hulvej, som går et stykke ind i sommerhusområdet, og lokalplanen foreskriver bl.a. at sommerhusgrundende skal opføres som såkaldte sokkelhuse. Princippet med et sokkelhus er, at man ikke ejer stort mere end selve den del, som huset er bygget på, mens området omkring er fællesareal. Lokalplanens formål med at udlægge sommerhusområdet til sokkelhuse er at bevare et ensartet præg. De i alt 12 huse skal være ens, og fællesarealet skal holdes ensartet via en grundejerforening.

Ved at give tilladelse til at udstykke sommerhusgrundene i selvstændige matrikler uden fællesarealer, er det helt overvejende sandsynligt, at husene ikke vil få et ensartet præg. Det er i klar modstrid med lokalplanens formål. Det vil selvfølgelig gøre det lettere for ejerne at sælge et sammensurium af vidt forskellige huse placeret forskelligt på grundene ét for ét. Det er bare slet ikke ideen i den oprindelige lokalplan.

Foreningen har derfor klaget over begge dispensationer.

Klage over dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen

Vi har klaget til Natur- og Fødevareklagenævnet over dispensationen for fortidsmindebeskyttelseslinjen, fordi formålet med en sådan beskyttelse netop er at beskytte fortidsminderne. Som Natur- og Fødevareklagenævnet har skrevet i en tidligere afgørelse: Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjerne er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med bestemmelsen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særlig mange kulturhistoriske levn i områderne tæt ved de fredede fortidsminder.

Vi ved jo fra de arkæologiske undersøgelser i 2009, at netop sommerhusområdet er meget rigt på kulturhistoriske levn. Man fandt blandt andet spor efter et kolossalt palisadeanlæg – et såkaldt Sarup anlæg – fra stenalderen. Palisadeanlægget strakte sig ca. 250 meter helt fra Meransletten, over Solmarken og ud på Trekanten og har indrammet et område på 3 ha. Der er afdækket næsten 1.000 stolpehuller, som mod nord ender ved den lille gravhøj på Trekanten, som bestemt er et besøg værd med den flotte udsigt over Roskilde Fjord.

Klage over dispensation fra lokalplanen

Vi har klaget til Planklagenævnet over dispensationen fra lokalplanen. Vi har kort fortalt klaget over to forhold.

Det ene er, at kommunen har foretaget en ren administrativ sagsbehandling, hvor man har antaget den holdning, at dispensationen har så lille betydning, at man ikke har behøvet at høre naboer eller andre interesserede parter. Den beslutning er vi naturligvis meget uenig i. For det første har beslutningen stor betydning for de naboer, som bor lige op til sommerhusområdet, da man har ændret på såvel tilkørselsveje som på udformningen af byggefelterne. Det giver bl.a. mere støj og mindre udsyn mod skoven. Allerede op til lokalplanens tilblivelse i 2006 var der stor modstand og mange indsigelser mod sommerhusområdet. Endelig har vi som forening gjort opmærksom på vores eksistens siden stiftelsen i maj. Så vi mener, administrationen har foretaget et forkert skøn ved at gå ud fra, at dispensationen kunne gives uden som minimum en orientering.

Det andet forhold er, at dispensationen er så vidtgående, at der ifølge Planloven skal udarbejdes en helt ny lokalplan – inkl. høring m.v. Det fremgår klart af såvel lokalplan som af processen op til, at sommerhusene skal være ens, at de skal bygges som sokkelhuse (se ovenfor), og at grundene ikke må udmatrikuleres. Byrådet kan beslutte mindre ændringer til en lokalplan, men når der brydes med selve lokalplanens formål og principper, kan ændringer kun ske ved vedtagelse af en ny lokalplan.

I Frederikssund Kommune har byrådet uddelegeret ansvaret for mindre ændringer til administrationen, men i dette tilfælde er administrationen gået over stregen ved at dispensere for større ændringer uden at involvere hverken udvalg eller byråd.

Andre har også klaget

Vi er ikke de eneste, der har klaget. Flere grundejerforeninger omkring Kignæsbakken har også indsendt klager. Det samme har Frederikssund afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening. Måske har I allerede set, at formanden herfra lige har haft en lille artikel i Hornsherred Lokalavis om sagen:

Byggeplaner på Solmarken. Kommunen giver dispensation fra beskyttelseslinjer – og lokalplan

Der er desværre dårligt nyt om byggesagen på toppen af Kignæsbakken, så her kommer et meget langt indlæg.

Som I ved, arbejder Foreningen for bevarelse af de historiske og naturmæssige værdier på toppen af Kignæsbakken for at bevare området, som det er. En af måderne kunne være på sigt at frikøbe arealerne og indrette dem til glæde for os alle sammen. Et frikøb vil realistisk set skulle foregå i samarbejde med en fond – i hvert fald så længe ejerne af arealet tror, de kan opnå en stor fortjeneste ved at udstykke og bebygge området.

Derfor var vi glade, da vi opdagede Den Danske Naturfond, som tilsyneladende støttede projekter som vores – de havde i hvert fald støttet et lignende projekt på Orø. Så vi fik fat i ejerne og fremlagde vores plan, hvorefter de indvilligede i et møde med os.

Fredag morgen den 14. september mødte vi 3 personer fra bestyrelsen op på Erlandsens kontor i Frederikssund. Vi havde på forhånd bedt dem regne på, hvad de ville sælge grundene for, hvis de tog højde for, at de ikke skulle have udgifter til byggemodning, og at de formentlig ville kunne slippe for at betale moms, hvis de solgte til en fond. De var kommet frem til 9 mio. kr. – for Solmarken og Trekanten…

På mødet fortalte de, at vi skulle skynde os med at få i det mindste et foreløbigt tilsagn fra en fond, da de var langt med byggeplanerne og bare ”ventede på at trykke på knappen”.
Derfor havde vi allerede samme dag kontakt med den ansvarlige i Den Danske Naturfond. De kunne desværre melde tilbage, at grunden var alt for lille – specielt i betragtning af det store beløb, ejerne krævede.

Vi gav dog ikke op af den grund. EU støtter en række naturbevarende projekter, så ugen efter sendte vi en ansøgning til EU Life til høring i Miljøministeriet.

Stor var vores forundring derfor, da vi den 25. september blev ringet op fra Frederikssund Kommune, fordi kommunen samme dag ville give ejerne dispensation fra 100 meter beskyttelseslinjen omkring hulvejen, således at der kan udstykkes sommerhusgrunde på Solmarken.

Som det ses af nedenstående luftfoto, går beskyttelseslinjen ind over de to nordligste sommerhusgrunde.

Det viser sig så, at ejerne allerede den 4. juli har indgivet en ansøgning om udstykning og – viser det sig – om en ansøgning om dispensation fra selve lokalplanen.

Vi har indtil nu – uden resultater – forsøgt os med dialogens vej med de nye ejere for at finde gode løsninger for alle parter. På mødet den 14. september fortæller ejerne os, at vi skal skynde os, selv om de allerede 2-3 måneder tidligere har søgt om dispensation til udstykning af sommerhusgrundene. Det er ikke i orden!
Da vi stadig vil arbejde for bevarelse af de naturmæssige og historiske værdier, ser vi derfor ingen anden udvej end at klage over kommunens dispensation fra beskyttelseslinjerne.

Men det ender desværre ikke her.

Vi undrer os over tegningen, som ikke ser helt ud, som det fremgår af lokalplanen. Derfor spørger vi Frederikssund Kommune – og får at vide, at dette er korrekt, at det ansøgte ikke passer med lokalplanen, men den er der også givet dispensation for!

Igen den 4. juli har ejerne ansøgt om dispensation fra lokalplanen:

  • Byggefelterne er ændret, så udsigtskiler mellem husene ikke længere er der. Det betyder, at udsigten fra stien mod skoven reelt er væk.
  • Tilkørselsvejene til de to klynger á 4 sommerhuse er ændret, så de i stedet for at gå skråt ind til sommerhusene går vinkelret på vejen. Det betyder dels, at selve tilkørselsvejen er forlænget forbi stien mellem Kignæsbakken 32 og Meransletten 31, og dels at billygterne ved udkørsel fra sommerhusene vil lyse direkte ind i husene overfor, og dels at der vil komme mere motorstøj, da bilerne skal accelerere fra et 90 grader sving.
  • Byggefeltet er rykket et stykke længere mod nord – og dermed endnu tættere på beskyttelseslinjerne
  • Dispensationen kræver yderligere reduktion af skovbyggelinjen. Den reduktion Frederikssund Kommune på trods af alle protester og indsigelser fik listet igennem i 2008, er ikke nok

Men den allerstørste ændring er nok, at der er givet dispensation til at opdele sommerhusgrundene – og indkørslen – i selvstændige matrikler. I henhold til lokalplanen må grundene ikke udstykkes. Grunden til det er, at der i lokalplanen tilstræbes et helhedspræg for alle 8 sommerhuse, hvilket vil blive meget svært at opretholde, hvis matriklerne sælges og bebygges enkeltvis.

Af dispensationen fremgår endvidere, at man har vurderet, at ændringerne er af underordnet betydning for de omboende, så man har vurderet, at det hverken er nødvendigt med en nabohøring eller naboorientering. Dette er vi meget uenige i af ovenstående grunde.

Endelig fremgår det, at der kun kan klages over retlige spørgsmål – ikke hvis man er uenig i selve afgørelsen. Vi mener dog, at der er sket så mange procedurefejl, at vi kan klage. Dette er vi ved at undersøge sammen med vores advokat.

Vi vil godt opfordre til, at I bakker op om foreningen, hvis I er enige i, at det er forkert, hvad der er ved at ske på Solmarken. I kan bakke op ved at:

  • melde jer ind i foreningen ved at indbetale kr. 20 på MobilePay nr. 77329
  • melde jer ind i vores Facebook gruppe
  • skrive læserbreve
  • snakke med jeres venner og naboer – og bede dem melde sig ind
  • kontakte foreningen hvis I vil hjælpe til
  • give et bidrag til advokatregningen (igen MobilePay nr. 77329)
  • kontakte politiker

Tre nye udvalg

Efter endnu et godt møde med bestyrelsesmedlemmer og andre interesserede i vores nabogrundejerforeninger blev det besluttet at nedsætte 3 udvalg, som skal stå for en stor del af det praktiske arbejde i det, vi ser som konkrete initiativer i den nærmeste fremtid. I foreningen er vi rigtigt glade for den store opbakning og det store engagement. Det er fantastisk at vide, at vi langt fra er alene om at brænde for det naturskønne område på toppen af Kignæsbakken.

De tre udvalg er:

Kommunikation: Den største opgave for gruppen lige nu er at arrangere et informationsmøde i Rejsestalden, at sørge for indlægsholder(e) og invitationer m.m.

Jura og naturbeskyttelse: Sagen er meget omfattende. Vi har rigtigt meget materiale at få overblik over. Vores håb er stadig, at det med hjælp fra fonde kan lykkes at frikøbe arealer med henblik på beskyttelse af de helt særlige natur- og kulturværdier.

Presse og politikere: Vi skal udbrede vores budskab om, at det giver god mening at passe på vores natur. Det er netop derfor mange af os har valgt at slå os ned netop her. Dette ses også af, at området benyttes flittigt af foreninger, børnehaver, spejdere, gående, løbende, cyklende og ridende.

Hvis du har interesse i at være med i et af de tre udvalg, eller i øvrigt har nogle spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen på e-mail: bestyrelse@kignaesbakken.dk.

Vi vil også opfordre dig til at melde dig ind i vores Facebook gruppe og i foreningen. Sidstnævnte sker ved at indbetale kr. 20 på MobilePay nr. 77329 (skriv gerne din e-mail adresse i kommentarfeltet).

Projekt for Solmarken

På et bestyrelsesmøde i søndags blev vi enige om at arbejde på et naturprojekt for Solmarken. Jorden er jo i privat eje, så det vil kræve, at ejerne er villige til at sælge, og at vi kan skaffe finansiering.
For at finde finansiering er vi nødt til at søge fondsmidler. Vi har tidligere tænkt på f.eks. Realdania, men de er ikke interesserede i at gå ind i et projekt, hvor jorden først skal frikøbes. Men nu har vi fundet frem til Den Danske Naturfond, som ser ud til at støtte projekter som vores.

Der kan også være muligheder inden for EU, som har 3,4 mia. euro i en pulje til uddeling. Det er inden for området natur, biodiversitet og klima, der kan være en mulighed. Men også projekter under habitatdirektivet giver mulighed for tilskud, og vi har jo både salamandere og markfirben, som er på listen over dyr, der skal beskyttes.

Lille vandalamander fundet i brændestabel hos Jens og Carole – lige på grænsen til Trekanten (https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/padder/lille-vandsalamander/)

Derfor vil vi nu tage kontakt til ejerne af Solmarken for at se, om vi kan få oplyst en ca. pris, som vi kan benytte i en projektbeskrivelse.